Tidspunkt

Onsdag, 21 april, 2021 - 19:00

Pris

Entré: 125 kr

Målgruppe

Alle

Mød forfatteren Elsebeth Egholm, der fortæller om sin nyeste roman, "Som natten kender stjernerne", når vi vender tilbage med "Ord om onsdagen" på Glasmuseet Ebeltoft

Elsebeth Egholm er født og opvokset i Aarhus, hvor hun stadig bor. Efter nogle år på Det Jyske Musikkonservatorium gik hun en helt anden vej, blev uddannet journalist og fik arbejde på Berlingske Tidende. I 1999 debuterede hun så med bogen "De frie kvinders klub", og har sidenhen udgivet en lang række bøger, hvor særligt hendes krimier har gået deres sejrsgang blandt læserne. Mest kendt er nok hendes krimiserie om journalisten Dicte Svendsen, hvor den første, "Skjulte fejl og mangler" udkom i 2001 og den seneste niende bog "Dødvægt" i 2015.

Med bogen, "Som natten kender stjernerne", fra september 2020 slår Elsebeth Egholm ind på et nyt spor med en fængslende kærlighedsroman om familiehemmeligheder, fortidens smerte og en besværlig forelskelse.

Politikens forlag beskriver bogens handling således:
"Koncertpianisten Malou Beck mister på samme tid både sin mor og sin musik. Under oprydning i morens lejlighed finder Malou og hendes søster en gammel lakplade - en Chopin-indspilning fra 1930'erne med en fransk pianist, Sophie Costeau, indspillet på et helt særligt flygel. Musikken er magisk, og da hun ser fotoet på omslaget, ser hun, at Sophie ligner hende selv. Har deres mor holdt på en familiehemmelighed?"

Malou rejser til Frankrig for at finde sandheden om sin egen og flygelets historie. Her hyrer hun en tolk, den amerikanske musiker, Cody Blake, som har en dyster fortid. Og så tager handlingen ellers fart.

Ved foredraget på Glasmuseet Ebeltoft fortæller Elsebeth Egholm om romanen og baggrunden for den fængslende historie.

Arrangeret i samarbejde med Glasmuseet Ebeltoft.
Billetprisen inkluderer adgang til museet fra kl. 18 og et glas vin i pausen.
Begrænset antal pladser